La Reserva naturpark Mallorca

La Reserva Naturpark

La Reserva er en naturpark, der byder på lidt af hvert fra Mallorcas natur. Indrømmet, bjørnene hører i hvert fald ikke til Mallorcas natur, men de er nu alligevel søde.

La Reserva er en vandretur på 3 km, hvor du går op og ned ad stier, langs og under store klipper, forbi nogle af Mallorcas mest sjældne plantearter og virkelig oplever Mallorcas skønne natur. Her i parken går der også mange løse dyr, som du undervejs kan fodre, hvis du har købt en pose med foder ved indgangen. Her kan du være heldig at møde påfugle, gæs, ænder, store rovfugle, mindre fugle, æsler, strudser og bjørne blandt flere. Bjørnene, æslerne og strudserne er dog spærret forsvarligt inde, så dem skal du heldigvis ikke være bange for.

Turen er som sagt på 3 km, men du kan alligevel godt forvente at skulle bruge omkring 2 timer på turen som minimum. Midtvejs på ruten ligger der et lille camp område, hvor du kan købe lidt at spise og bade i den flotte, men iskolde pool. Herfra bliver der også afholdt rovfugle show to gange om dagen og du kan også tilmelde dig til deres action tur, hvor du skal ud og klatre på klipperne, zipline over 400 meter på europas længste zipline og meget mere. Er i flere afsted, kan i faktisk også spille en gang paintball. En fantastisk oplevelse for dig, der har mod på lidt mere.

Turen går rigtig meget op og ned og du skal virkelig have godt fodtøj på og nok at drikke med. Jeg sidder stadig her, to dage efter, og har meget ondt i lårene af at gå så meget op og ned.

Prisen for at komme ind i La Reserva er 14 euro pr. voksen og 7 euro pr. barn. Parken er nem at finde og det tager ca. 15-20 min at komme dertil fra Palma. Prisen for adventure oplevelsen midt i parken er ca. 28 euro pr. person, men kan godt anbefales til de vovemodige.

Du kan læse mere om La Reserva på deres hjemmeside, hvor du også vil kunne læse meget mere om parken og se en video.